Henrik Ibsens skrifter

Henrik Johan Ibsen ansøger underdanigst om at maatte tilstaaes et Beløb, stort ​400 (fire hundrede) Spdlr. af de til Kunstneres og Videnskabsmænds Reiser i Udlandet bevilgede Midler, for i en Tid af sex Maaneder paa ​en Reise over London, Paris, de større tydske Byer, Kjøbenhavn og Stokholm at studere dramatisk Kunst og Literatur.

Under en tiaarig literær Virksomhed, og selv under en forudgaaende længere Forberedelse til samme, har Beskjæftigelsen med den dramatiske Kunst og Literatur i dens Principer, System og Historie optaget den største Del af min Tid, og udgjort mit væsentligste Studium. De Anmeldelser af mine dramatiske Arbejder, som i den Tid er offentliggjorte saavel af inden- som udenlandske Kunstdommere, turde formentlig indeholde tilstrækkelige Vidnesbyrd om at dette Studium ikke har været uden Frugter, ligesom den Velvilje, hvormed Almenheden har modtaget ​mine forskjellige Skuespil, hvoraf enkelte tillige er bragte paa Scenen saavel i Sverig som Danmark, tør antages at vidne om Begavelse for den valgte Retning.

I Slutningen af Aaret 1851 modtog jeg Ansættelse som Instruktør ved det da nylig oprettede norske Theater i Bergen. Af dette bevilgedes mig i Begyndelsen af 1852 et Stipendium, hvorved jeg sattes istand til at foretage ​en fem Maaneders Rejse til Kjøbenhavn, ​Hamburg, Berlin og Dresden, væsentligst i det Øjemed at gjøre mig bekjendt med den dramatiske Kunsts Teknik, Principerne for dens praktiske Udøvelse paa de forskjellige Steder og i de forskjellige Former, samt forøvrigt med Alt, hvad der vedkommer et Theaters Ledelse.

I ​min Stilling ved Bergens Theater forblev jeg indtil Sommeren 1857, da jeg modtog Ansættelse som artistisk Direktør ved det herværende norske Theater, en Post, som jeg fremdeles indehaver.

I de senere Aar er den Anskuelse mere og mere trængt igjennem, at Kunstens og Poesiens Udvikling, i begges forskjellige Former, ikke kan være Staten uvedkommende; denne har derfor med stedse voxende Beredvillighed understøttet vore Malere, Billedhuggere og Musikere, ligesom ikke ubetydelige ​Rejsebidrag er komne to af Landets Digtere tilgode. Naar den dramatiske Kunst hidindtil har været unddraget enhver saadan offentlig Understøttelse, saa kan Grunden hertil ikke søges i nogen Underkjendelse fra Statens Side af denne Kunsts Berettigelse; tvertimod har Staten, ved at beskytte Poesi, ​Plastik, Maleri og Musik, udtrykkeligt, om end ikke ligefrem, sat sit anerkjendende Stempel paa Skuespilkunsten, der jo ifølge sin Natur er Enheden af alle de øvrige Kunstformer. Erfaringer fra alle andre civiliserede Lande har desuden tilstrækkelig godtgjort, at den dramatiske Kunst til alle Tider, hvori den har været dyrket, har, i højere Grad end nogen anden Kunstart, aabenbaret sig som en væsentlig Faktor i Folkeopdragelsen, en Kjendsgjerning, der har sin saare nærliggende Forklaringsgrund i denne Kunsts inderligere og langt mere umiddelbare Forhold til Virkeligheden, altsaa i dens større Forstaaelighed og i dens lettere og mere udbredte Tilgjængelighed for det hele Folk.

Aarsagen til at Theatervæsenet hertillands har været unddraget enhver offentlig Understøttelse maa derfor, efter ​de i denne Sag faldne Udtalelser, fornuftigvis være at søge i ​Vedkommendes Misbilligelse af de Former, hvorunder Understøttelsen har været søgt, nemlig som ligefremme Bidrag til de enkelte Theatres Drift eller til Byggeforetagender og lignende. Man har nemlig udtalt den Anskuelse, at et Theater maa kunne bæres af egne Kræfter, forudsat at det ikke savner kyndig kunstnerisk Ledelse og en national dramatisk Literatur.

Det er i Henhold til denne Anskuelse at jeg, som dramatisk Forfatter og som Leder af et af Hovedstadens Theatre, fremkommer med dette mit underdanigste Andragende.

Det bør her formentlig ikke lades uberørt, at dersom det Offentlige, som ovenfor paapeget, stiltiende har godkjendt den dramatiske Kunsts Gyldighed, saa maa det ogsaa være af Interesse at vide de enkelte sceniske Kunstanstalter ledede med den størst mulige Kyndighed og Indsigt, og at dette navnlig gjælder i en Tid som denne, da den nationale dramatiske Kunst her i Landet er i sin Udvikling og da altsaa den Retning, hvori den nu og i den nærmeste Fremtid øves, vil være af væsentlig Indflydelse paa de Former, den engang, som ​nærmere befæstet, kommer til at antage.

Idet jeg vover at formene at jeg ved ti Aars Virksomhed som dramatisk Forfatter, ved ni Aars praktisk Beskjæftigelse med Theatervæsenet, ved de Erfaringer jeg paa ​en tidligere i samme Øjemed foretagen Rejse har indvundet samt endelig ved de dels paa denne dels ved Forretningsforholde stiftede Bekjendtskaber, maa ansees for at være i Besiddelse af de væsentligste Betingelser for med Nytte at kunne foretage en fornyet Rejse er det at jeg herved ansøger om et Stipendium stort 400 Spdlr. for i en Tid af sex Maaneder i London, Paris, de større tydske Byer, Kjøbenhavn og Stokholm at udvide min Indsigt i den dramatiske Literatur og Kunst.